Det ubekymrede ponyliv

Jeg begyndte at ride da jeg var omkring 10-12. Jeg red sammen med min veninde Joan på et par ponyer som stod opstaldet på et gammelt nedlagt mejeri. Jeg havde ingen erfaringer med at ride da jeg begyndte, så den første lange tid red vi rundt i folden bag mejeriet. Joan havde gået til ridning, så hun vidste en del mere end mig. Efter noget tid blev folden for kedelig, så vi prøvede os frem, og begyndte at ride ud på ture i området hvor vi boede.

Heldigvis boede vi nær skov og å, så der var rige muligheder for at komme ud og prøve os selv og hestene af. Når jeg i dag tænker tilbage på hvad vi lavede på de ponyer, så kan jeg kun le og ryste på hovedet. Jeg ved virkelig ikke helt hvad vi ind i mellem havde gang i. Vi red bl.a. rundt nede i selve Odense Å! Vi jordede rundt som små vilde og gjorde livet usikkert for dem som kom i nærheden af os. Sommetider faldt vi af og slog os, andre gange lå vi flade af grin over hinandens særheder og vovemod. Vi red rundt på Dalumgårds ridestier og fandt smutveje alle steder. Vi red i dybe snedriver når lejligheden bød sig, sprang over spring som vores ponyer ikke burde kunne springe, både op og ned af bakker, vi red ture på flere timer i træk og de stakkels ponyer må have haft en kondition uden lige.

Vi blev engang stoppet af en mand mens vi red rundt på en fodboldbane, og han sagde noget om at han var ”stadsgartner” (vi anede ikke hvad det var)… og skældte os ud over, at vi faktisk var ved at ødelægge boldbanen med hestehovene. Vi skyndte os at ride hjem, mens vi bandede og var pissesure over, at han kom der og blandede sig i hvor vi red. Som om han havde noget at skulle have sagt! Det skal her tilføjes at vi ikke red på boldbanen igen.

Tiden på ponyer var fantastisk lærerig. Jeg fik her grundlagt min balance, som senere skulle få stor betydning for min ”karriere” indenfor hesteindustrien. Det at man rider uden sadel uafbrudt, giver en eminent balance. Ponyer er ikke altid lige nemme at ride, så man lærer at holde fast med benene og bare det at kroppen lærer at følge med når den slår omkring betyder alt, når man bl.a. begynder at tilride ungheste. Ungheste er total utilregnelige og derfor er det en meget vigtig detalje at man kan holde balancen når de ter sig tosset. Man lærer at føle hestens humør gennem hele kroppen og man kan hurtigere forudse at de vender omkring lige om lidt.

Jeg tror at mine første par år på pony har sparet mig for rigtig mange grimme styrt og fald gennem tiderne.

Omkring 14 års alderen begyndte veninden og jeg at glide fra hinanden og de ponyer vi havde lånt blev efterhånden for små til os, så jeg fandt et andet sted jeg kunne låne en hest. Jeg havde i mellemtiden deltaget i lidt ride undervisning på ungdomsskole og kunne konstatere at dressur ikke var af stor interesse, så hellere springning hvis det absolut skulle være i en ridehal. Lidt vildt skulle det åbenbart være.

Jeg begyndte at passe heste for Poul som havde et mindre trav-stutteri. Han opdrættede travheste, og havde en pony stående som jeg fik lov til at ride på. Jeg hjalp også med at ride nogle enkelte af de andre heste, men det var fortrinsvis hans store pony jeg tog mig af. Han hjalp mig med at tilmelde mig til ponyvæddeløb på Fyns Væddeløbsbane, som jeg deltog i en del gange. Jeg vandt aldrig, da jeg var så uheldig at der var en pony som var hurtigere end min. Jeg fik dog en del 2. pladser, og jeg blev efterhånden mere og mere bidt af det med bare at give los.

Jeg kom nu en del på væddeløbsbanen sammen med Poul og hans familie, da han havde en del forskellige heste der startede i diverse travløb. I 9. eller 10. klasse kom jeg desuden i praktik i en travstald på Fyns Væddeløbsbane og var der i en uge. Det var meget fascinerende, men det gik snart op for mig at det bestemt ikke var travløb jeg ville satse på, og jeg blev efterhånden mere og mere hooked på at ride galopheste.