MC ferier – på vores måde
Vi kørte ikke kun til Møns Klint den første sommer i 2014. Vi tog lige en tur til det nordlige Tyskland også. En tur på godt 1.000 km.
I 2015 kørte vi op langs den svenske vestkyst, op til Oslo, og ned langs den norske østkyst. En tur på ca. 1.500 km.
2016 – Sverige
I 2016 tog vi en noget længere tur. Den tur er dokumenteret på vores YouTube kanal, Bobby og venner, og var omkring 2.800 km lang. Op i Sverige, op til Idre, over til Stockholm og ned langs den svenske østkyst, ned til Ystad og vi endte i Malmø. Vi brugte omkring 15 dage på turen.
2017 – Østrig
Turen 2017 gik syd på. Vi startede med at køre mod Harzen hvor vi skulle holde ferie i et par dage med familien, og så skulle vi videre mod Østrig. Det skal jo prøves. At køre i bjerge, hårnålesving og natur i stor stil. Turen blev på 3.000 km. Vi kørte ned gennem Tyskland, rundt i Østrig, tværs igennem Tjekkiet, en tur forbi Berlin og hjem. En fantastisk tur, som vi sent glemmer. Denne tur er også foreviget på Bobby og venner. Østrig er 1 stort køreteknisk anlæg, og man er mange erfaringer rigere når man komme hjem.
2018 – Lysebotn og Preikestolen
Turen 2018 gik til Norge. Vi tog et kig på det sydlige Norge, Cap Syd, de 27 hårnålesving ved Lysebotn, Preikestolen, Stavanger og Bergen. Herefter kørte vi videre nord på, op til Sognefjorden, og hen langs den på den nordlige side. Derefter nedad igen, henover Aurlandfjellet, hen over Gaustatoppen og ned færgen ved Langesund. Vejret i Norge var lige så fantastisk som i Danmark, og som en lille side-gevinst, så gik Ib på knæ på toppen af Preikestolen og friede. Vi blev gift 18.08.18.
2019 – Polarcirklen tur/retur
I 2019 tog vi en tur op igennem Sverige for at køre ind i Norge af E12. Vi skulle lige op og runde Polarcirklen første gang. På tilbagevejen kom vi forbi Trondheim, Atlanterhavsveien, Trollstigan, Ørneveien og Brikdaelsbree. Årets tur blev på 4.034 km.
2020 – Nordkapp
I 2020 gik turen til det nordligst punkt i Europa, som man kan køre til. Vi kørte til Nordkapp op gennem Norge og ned gennem Sverige. Corona (Covid-19) gjorde livet besværligt i den periode, men vi kom omkring det og fik den planlagte tur. Vi kørte godt 5.400 km.
2021 – biltur med de gamle
I 2021 tog vi en biltur til Norge med mine forældre. Det skal gøres mens vi har dem. Fantastisk tur og dejligt at være sammen med min Ib og mine forældre på den måde. De holder heldigvis meget af hinanden.
2022 – Lofoten
Vi er bidt af Norge, så i 2022 tog vi til Lofoten, en øgruppe højt oppe i Norge. Lofoten har en natur helt for sig selv. Smukt med smukt på. Vi kørte op gennem Norge og ned gennem Sverige. På tilbage vejen passerede vi Kiruna i nord Sverige, og der var vi nede og se en kæmpe stor mine. Det var ret specielt at opleve. Det var en lidt kold omgang, da vi kørte fra Kiruna var der kun 8 grader! Vi kørte i alt 4.682 km på turen.
2023 – Vestlandet
I 2023 skulle vi prøve noget nyt. I stedet for at flytte os hele tiden, lejede vi en lejlighed via Air B&B i byen Voss. Vi tog udgangspunkt fra den og kørte i stjerneform ud og så forskellige områder. Vi fik nogle fede dage ud af det, men konstatere at det at være samme sted i en hel uge ikke er os. Det kræver at den by man bor i kan “bære” det. Vi gider ikke lave mad selv når vi er på ferie, så vi spiser ude, og for at det ikke skal ende i pizza og burgere hver dag, så kræver det en by af en vis størrelse. Voss kunne lige bære det, men det bliver ikke vores fremgangsmåde frem over.
Vi kørte en del rundt i vestlandet, og der var regn mange dage, men vi har ordentligt tøj på, så det gør ikke så meget. Efter en uge i Voss kørte vi syd over, og ned til kysten mod Danmark. Dagen inden vi kører til færgen vælter jeg med min MC, jeg kommer ikke til skade, men det gør Ib til gengæld i forsøget på at rejse den op igen. Det viser sig senere at han fik en fibersprængning i hver af de to store rygmuskler. Med hjælp fra en nordmand fik vi dog rejst min motorcykel op, og efter en kort pause hvor Ib lige skulle have styr på ryggen, kørte vi til hotellet, og dagen efter til færgen. Som Ib efterfølgende siger, så var det en meget lang tur ned gennem Jylland.
Vi kørte i alt 2.307 km på turen.
Vi fik ikke rigtig kørt mere i 2023 da hans ryg drillede i mange måneder, men vi har planlagt en ny tur til Norge i 2024.