Motorcykelliv

I 2008 besluttede jeg mig for at tage et motorcykelkørekort og købe mig en motorcykel.

Jeg havde på det tidspunkt siddet bag på Ib i omkring 4 år, og efterhånden fået smag for følelsen af acceleration og luften i håret. På det tidspunkt kørte Ib på en Suzuki Bandit 600.

Jeg fyldte 39 det år, og jeg besluttede mig for at nu skulle det være. Jeg tænkte, at mange ville få den opfattelse at det var paniktid, 40 – fed – og færdig, hvis jeg gjorde det året efter, og det handlede ikke om panik, men om en drøm som skulle gå i opfyldelse. Og nu havde jeg muligheden.

Jeg har siden ungdomsårene været interesseret i MC men aldrig rigtig talt om det, bl.a. fordi det ikke var særlig velanset hjemme hos mine forældre, at køre på MC. Det hang måske sammen med, at en af mine fætre kørte sig halvt fordærvet som ung på motorcykel. Han kom sig helt, men alligevel så hang den i luften hos de gamle.

Jeg tog kørekortet uden problemer på trods af den fremskredne alder, og jeg havde ikke fortalt andre end mine børn og kæresten at jeg ville tage det. Det største problem omkring det kørekort var, at jeg har korte ben, og havde derfor svært ved at nå jorden på de fleste motorcykler. Det gav visse udfordringer når jeg holdt stille ved kryds osv. men jeg bestod i første huk.

Min første MC

Jeg købte min første MC, en Yamaha XV500 – den svarer i store træk til en Virago, hos Helle, som efterfølgende bliver en super god veninde. Det passer ikke når man siger at man ikke kan købe venner, det kan man godt. Man kan i hvert fald handle sig frem til dem.

Min første MC – Yamaha XV500 fra 1988

Efter veloverstået køreprøve, kørte Ib og jeg ud til de gamle. Nu var det tid at løfte sløret for den nye fritidsinteresse. Vi parkerede udenfor på gaden, og gik ind til dem i MC tøj. Det er de jo vant til at se os i, så det studsede de ikke over. Jeg sagde at jeg havde noget jeg skulle vise dem udenfor, og da min far fik øje på min MC, så stoppede han op og sagde ”Ja, var du kommet i en helikopter, så havde jeg været mindre overrasket”. De er efterhånden ikke så tydelige i deres modstand over min MC, men nu har de også haft nogle år at vænne sig til det i. De ved vi kører så pænt som muligt.

Min nye MC

Det antal km vi kører de følgende år svinger lidt, men i 2013 kører Ib og jeg en tur op til Mou ved Limfjordens sydlige kyst hvor mine forældre har sommerhus. Der er omkring 275 km fra Odense og den tur gav os mod på mere, så i løbet af vinteren bliver vi enige om, at i 2014 vil vi køre til Møns Klint på MC, for der havde jeg aldrig været. Det mente vi nok vi kunne klare.

Nu gik Ib så i tankebox, dog uden at fortælle mig hvad han pønsede på. Han syntes egentligt at det var lidt ”synd” for mig, at jeg kørte på så lille en maskine når han nu triller rundt på en stor, lækker BMW K1600GTL og han begyndte at undersøge hvad der var af maskiner til en lavbenet dame som mig. Han ville helst have jeg skulle have en BMW for ’Ordnung must sein’. Der er bare ikke ret meget BMW til lave ben.

I løbet af vinteren får MP Motorcykler i Odense så en R1200C hjem (en MC magen til den James Bond kører på i filmen Tomorrow never dies), og Ib reservere den, stadig uden at have talt med mig om det. På vej i byen en aften, kommer vi til at tale om motorcykler, og Ib foreslår at jeg får mig en ny (anden). Jeg slår mig i tøjret, for hvad skulle jeg dog med en ny, når nu jeg har en ganske fin og glimragende én af slagsen. Han mener dog at jeg i det mindste kunne tage med over og kigge på den, for når han nu gerne vil give mig den i gave, så kunne jeg vel godt bare kigge. Jeg blev pænt overrasket. Det var ikke engang min fødselsdag, men sådan er Ib. Manden i mit liv.

Vi tager over og kigger, og den står tæt sammen med andre, og jeg formår ikke engang at rejse den op. Jeg var faktisk lidt bange for den da jeg så den første gang, for den er ret stor og potent for en lille Q som mig.

Vi får den trukket ud, jeg kommer op på den, og kører min første tur. Så var jeg solgt. Allerede inden jeg kom ud af indkørslen kunne jeg mærke den store forskel på Yamaha’en og BMW’en. Tyngdepunktet ligger helt anderledes på denne, så den ligger rigtig god på vejen. Super godt. Så selvom den er meget større end den gamle MC, så er den også bare det federe.

 

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.