Stutteri på Mallorca

Jeg rejste til Mallorca og landede i en hel anden verden end den jeg kom fra. Jeg fik mit eget værelse i forbindelse med stalden, så jeg kunne bevæge mig derud lige når jeg ville. Jeg rejste derned omkring juni mdr. og vejret var dejligt. Der var måske nok temmelig varmt til tider, men jeg havde det fint med varmen. Der er jo en grund til at spaniere holder siesta i middagstimerne.

Det at bo på Mallorca var i sig selv en fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig oplevet Mallorca som et turiststed, idet jeg boede og levede midt inde på øen. Jeg har selvfølgelig været rundt og se nogle af de ting som turister ser, såsom feriebyen Alcudia, en underjordisk grotte, et sted hvor man ”lavede” ægte perler, samt et stort, berømt marked i byen Inca.

Fra staldområdet havde vi udsigt til bjergene mod nord. Cikaderne sang og om natten var der flot, mørk stjernehimmel. Vi havde en del citrus træer stående og kunne plukke friske citroner direkte fra træerne. Oliventræer var ikke noget særsyn, og mandeltræer stod alle steder.

Der var varmt da jeg kom om sommeren, og da jeg rejste derfra lige omkring jul var vejret perfekt. Træneren Javier tog mig både med på diskotek i Palma, og han kørte op i bjergene på motorcykel og havde mig bag på. Vi spiste på forskellige restauranter på øen, og jeg elsker spansk mad. Jeg hader dog den spanske national ret Paella og jeg stod altså også af en dag da jeg fik serveret hele små fisk, med hoved, finner og hale. Muslinger med stærk chili og paprika, serveret med fetaost og oliven til, står stadig som en fantastisk snack.

Jeg lærte at elske espresso kaffe, jeg fik øjnene op for mad der er anderledes end dansk og den dag i dag elsker jeg at prøve nyt. Jeg fik set en del af det almindelige Mallorca, takket være Javier. Jeg kom også rundt sammen med Ingalill som bl.a. viste mig den nordlige kyst af øen, hvor bjergkæden ligger lige ud til vandet.

Ingalill

Familien jeg boede hos og arbejdede for, var som tidligere nævnt svensk, men havde været bosat på Mallorca i en del år. Ejeren Ingalil har en svaghed for heste og hjemløse hunde. Jeg tror det gør ondt hver gang hun vælger at sælge en af deres heste, men som stutteri ejer, er det nok nødvendigt ind i mellem, uanset hvor ondt det gør i hjertet.

Det var heller ikke udsædvanligt at hun kom hjem med en ny hund. Jeg tror vi havde omkring 8 hunde i og omkring stalden i den tid jeg var ansat. Hvis hun mødte en hjemløs hund et eller andet sted, så måtte den bo hos hende. Havde hun spottet en i byen, ville hun kører tilbage og tjekke om den stadig var alene, og var den det, ville hun tage den til sig. Jeg har ikke siden hen mødt et menneske med så stort et hjerte for hjemløse hunde.

Martenssons Arabian Farm (MAF)

Stutteriet lå i en lille by der hedder Santa Maria del Cami, som ligger omkring 20 minutters kørsel fra Palma de Mallorca. Stalden var opbygget i to dele. Den ene del lå med front mod stuehuset, og den anden del lå på bagsiden af denne. I den forreste del var der et par små folde med hver deres boks, hvor diverse følhopper var opstaldet. I denne del var De var aldrig lukket inde og havde hele døgnet adgang til stald og fold.

Staldens store stjerne Shafeek, som var avlshingst på stedet, var også opstaldet i denne del. Han havde dog ikke egen fold, da han skulle være under fuld kontrol hel tiden for ikke at risikere ulykker. Shafeek var en flot rødbrun hest, med en holdning som kun araberheste har. Shafeek havde været en af de højest præmieret hingste i Europa. En hel del af hans afkom har også gjort det godt i årenes løb.

Den bageste del af staldanlægget vendte ud mod to store folde. Her havde alle heste hver deres boks, men ikke egen fold. Her var staldens anden avlshingst opstaldet, samt alle unghestene. Det var tvingende nødvendig at holde porten mellem de to stalde lukket, idet der ville ske ulykker hvis de to hingste kom i nærheden af hinanden. De ville slås til døden, eller til en af dem var kommet voldsomt til skade. Derfor blev de lukket inde i deres bokse når den anden skulle i folden, og der blev ikke lukket op før hesten i folden var tilbage i stalden. Lidt et cirkus, men et nødvendigt onde når man havde med så voldsomme kræfter at gøre.

I stalden brugte vi ikke halm i boksene, men savsmuld. En gang hver 2. uge skulle Javier og jeg ud til et savværk og hente savsmuld. Det forgik i en stor lastbil vi havde stående. Vi kørte direkte ind under et udfald, og så blev der altså bare åbnet for savsmulden. Den væltede ned i lastbilen, og når det skulle fordeles rundt på ladet, så var vi oppe og skovle løs. Hold kæft hvor var vi beskidte af det savsmuld efter sådan en tur. Jeg tror ikke der var et eneste sted på kroppen hvor vi ikke havde savsmuld. Heldigvis havde vi (naturligvis) pool ved stuehuset hvor jeg arbejdede og den kunne jeg bare bruge når jeg havde lyst.

Jobbet

Jeg skulle stå for fodring, weening (at vænne føl fra deres mor), tilridning, motionsridning af dem som allerede kunne rides og jeg skulle arbejde med at vænne de unge heste til at blive håndteret. Jeg skulle IKKE muge ud, det havde vi en mand ansat til. Da jeg kom til stalden blev jeg introduceret for Javier, som var træner og dressur rytter. Jeg talte ikke spansk og Javier talte ikke andet end spansk, så når vi skulle kommunikere foregik det med tegnsprog og fagter. Sjovt nok så arbejdede vi godt sammen på trods af sprogbarrieren.

Efterhånden fik jeg lært en del spanske gloser, og han fik lært at fatte hvad jeg mente. Hans job bestod i at ride Shafeek i dressur til opvisninger, og han skulle træne de unge heste i at blive udstillet. At udstille en araberhest er ikke bare at rende rundt i en ring, men de skal strække deres hals, løfte halen rigtigt og have det rigtige udtryk i hele deres holdning. Det kunne godt taget rigtig meget tid at træne dem til det.

Javier var i gang med at tilride en hest som de havde stående, for en bekendt. En af de første dage viste han mig ud i folden hvor han var ved at longere den hest der skulle tilrides. Når man longere en hest, så står personen i midten af en fold, og har hesten i en lang line. Den løber så rundt og rundt om personen, i forskellige hastigheder. Han havde åbenbart brugt flere uger på at longere den med saddel på og alligevel var han stadig bange for at sætte sig op på den.

Jeg bad ham tage longen af hesten og hjælpe mig op. Jeg satte mig op, og red rundt på hesten som om den aldrig havde lavet andet. Jeg tror faktisk bare den var lettet over at slippe for at blive longeret rundt og rundt. Javier stod med åben mund og polypper og var rystet over mit mod. Jeg kunne jo dårligt forklare ham, at når man tilrider væddeløbsheste i Danmark, så bliver de longeret to eller tre gange og så er det op med rytteren. At sætte sig op på en hest som var ved at blive rundtosset, virkede som en smal sag.

Araberheste

En af de ting der kendetegner araberheste er deres intellekt. Uover at de faktisk fysisk adskiller sig fra alle andre hesteracer, ved at have mindre hale, lænde- og ryghvirvler. Jeg finder at de tænker mere over tingene end især engelsk fuldblod som bruges i væddeløbsindustrien, og de virker meget fornuftigere. Jeg var allerede vild med araberheste inden jeg kom til Mallorca, da Lis havde haft en lille araberhingst i træning i stalden.

I den tid hvor jeg arbejdede i England, nød jeg at komme hjem på ferie i Danmark, og lige tage et smut ud til Lis og låne en tur på hendes araber. Ham var jeg helt vild med da hans gemyt var utrolig dejligt. Han var livlig uden at være hovedløs. Lidt som jeg kender araberheste bedst. Lidt som mig måske!?

Vi havde de mest fantastiske ungheste i stalden. En af dem var Shak el Arab. En smuk, rødgylden hingst, med gylden man (også kaldet en manke), som kun var omkring 2 år gammel da jeg var ansat der. Hans temperament var fantastisk, og selv når han havde rullet sig i boksen og var fuld af savsmuld, så skulle han bare lige ryste sig lidt, og han stod som nystriglet. En af de smukkeste heste jeg har mødt. Jeg har til min store sorg hørt at han efterfølgende døde af kolik, hos nye ejere.

En anden ung hingst vi havde hed Orion. Da jeg var der, var han en mørk skimmel. Han var smuk, med meget udtryksfulde øjne og han havde et område på bagdelen hvor han var hvidplettet. Jeg lukkede ham ud i folden og så ”legede” jeg med ham. Jeg løb efter ham og pludselig ville jeg vende om, og så løb han efter mig. Det var utrolig så god en kontakt jeg havde med den hest. Orion fylder 20 år i år (2007) og jeg har set et billede af ham efter han blev ældre, og han er nu helt hvid, med mørk mule og mørke øjne. Smuk. Hvis du fornemmer at jeg er helt skudt i araberheste, så fornemmer du ganske rigtigt.

MAF Orion – ca. 15 år

Stalden havde et par heste på udstilling mens jeg var ansat, og det var lidt en spøjs oplevelse at være med til sådan en. De spanske heste (andalusierne, ikke araberhestene) fik klippet al manen og alle hårene på halen af. Jeg var af den opfattelse, at det måtte kunne betegnes som dyrplageri at klippe halen af når man var bosat et sted hvor der var masser af varme og fluer. Og typisk nok, så var det kun på hopperne og ind i mellem føllene man gjorde det på.

Jeg er ret sikker på at der var en god grund til at gøre det, og jeg ved at den dag i dag gør de det stadig. Men helt ærligt. Om jeg forstår det!. Det kunne blot fastslås at spaniere ikke vægter deres dyr lige så højt som skandinaver gør.

Andalusier

Ingalil havde en del bekendte på øen, i det hun havde boet der i mange år. Jeg var på besøg hos en af hendes veninder som havde et stort stutteri med spanske heste, Andalusier. Jeg var ude og ride en tur på en af dem, og det var noget helt andet end mine små araberheste. De var meget større og mere klodsede end hvad jeg var vant til, og slet ikke noget for mig. Jeg syntes jo heller ikke de var lige så smukke som araberheste. Andalusieren er en meget vellidt hesterace, så intet ondt om dem. Jeg foretrækker blot araberen. Jeg foretrækker også araberen frem for den engelske fuldblod som bruges i væddeløb

Brændemærkning

Under mit ophold på Mallorca fik jeg også den oplevelse at blive inviteret med til brændemærkningsfest. Stutterier har hver især deres eget brændemærke, som de brænder ind på hestenes bagparti mens de er forholdsvis unge. Man lægger sit brændejern i åben ild og når det er klar, så holder man hesten fast til jorden eller stående, her i dette tilfælde sprøjtede man noget bedøvende på stedet, fordi Ingalil insisterede på det, og så brændte man ellers mærket ind i huden. Jeg er ret sikker på at hestene ikke følte at de var bedøvet nok, for selvom de var lettere bedøvet må det have gjort ondt. Efter hver brændemærkning råbte folk ”Hurra” og jeg er her også ret sikker på at hestene ikke følte de havde noget at fejre.

Det var en barsk oplevelse, mest fordi jeg ikke var vant til at se heste have så ondt. Jeg tror desværre også det var et nødvendigt onde, for at beskytte de forskellige stutteriers ejendomme, forstået på den måde, at man ikke kan slette et brændemærke, og derfor vil man altid kunne spore hesten tilbage til dens oprindelsessted. Jeg ville måske nok foretrække at man gjorde det under fuld bedøvelse en anden gang.

Foling i utide

En aften hvor jeg var alene i huset og stalden, gik stutteriets maskot, en shetlandspony, i gang med at fole. Jeg kunne ikke få fat på hverken dyrlæge, Ingalill eller Javier, så jeg var nødt til at klare mig uden hjælp fra nogen af dem. Jeg havde jo været med til et par folinger hos Lis men jeg havde aldrig stået helt alene med opgaven. Jeg tog en hurtig beslutning, og ringede til Lis i Danmark, og fik den fornødne hjælp. Lis tog opgaven med foling over telefon i stiv arm og jeg kunne høste lidt af hendes årelange erfaring i en nødsituation.

Hoppen klarede heldigvis det meste selv, men der skulle jo lige tjekkes op på diverse navlestrenge, åndedræt osv. Madonna, som hoppen hed, nedkom med et lille hingsteføl, som familien Martensson døbte Jackson, opkaldt efter Michael Jackson. Måske for at blive i rockens verden.

Madonna og Jackson